top of page

 Flodkrydstogt fra Strasbourg til Amsterdam

Dag 1. Strasbourg - check-in på skibet
Ombord på MS Leonora vil der kort efter check-in, blive serveret velkomstdrink og kanapéer i Loungebaren. Skibets Cruise Manager byder velkommen, ligesom sikkerhedsprocedurer og praktiske informationer ombord gennemgås.

Dag 2. Strasbourg

Tidlig morgen er der afgang med bus på udflugt til et par af de mange små smukke og særprægede vinbyer, der ligger i det nordlige Alsace. Byerne er kendt for deres mangeartede og prægtige vine, ligesom turen gennem den berømte Route des Vins (Alsace vinruten) er en naturoplevelse i sig selv. I byerne Ribeauville og/eller Riquewihr gør vi holdt på en af de mange spændende vingårde, hvor vinbonden afholder vinsmagning, og hvor der efterfølgende vil være mulighed for at købe nogle prægtige Alsace vine.

 

Vi er tilbage i Strasbourg på M/S Leonora inden frokost.

 

Efter vi har indtaget en dejlig frokost kører vi med bus ind til centrum og besøger bl.a. det smukke Petit France, som ligger i det velbevarede centrum. Strasbourg ligger i det nordlige Alsace og har skiftevis været under fransk og tysk herredømme. Nu er byen dog et symbol på forsoningen mellem Frankrig og Tyskland og dermed for freden i Europa. Flere EU-institutioner har til huse i byen, herunder parlamentet. Strasbourg er både en mondæn by med smarte butikker og flotte gader samtidig med, at den er en gammel by med bindingsværk, små gyder og romantiske kanaler.

 

Vi afslutter eftermiddagen med en kanalrundfart rundt i Strasbourgs idylliske kanalsystem.

Dag 3. Mannheim

M/S Leonora lægger fra kaj i Strasbourg tidligt på morgenen. Sidst på formiddagen underholder Per Pallesen igen – denne gang med anekdoter fra et langt og spændende liv indenfor teater, film og TV. Gad vide om Per Pallesen ikke også vil byde på et godt glas Alsace vin, mens han fortæller.

 

Vi ankommer til Mannheim efter frokost.

 

I Mannheim går vi fra borde og kører til Heidelberg, som er en af Tysklands smukkeste byer. Her er et væld af charmerende huse, og hele området er sået til med prægtige slotte og floddale, hvor noget af Tysklands bedste vin bliver produceret. Byen er universitetsby, og det sætter sit præg på gadebilledet. De mange studerende fra ind- og udland fylder godt op i gaderne, og der er liv og glade dage.

Dag 4. Koblenz
I Koblenz er der mulighed for en aftentur på egen hånd langs floden. Den berømte rytterstatue af Kejser Vilhelm 1, der markerer Deutsches Eck (stedet hvor Mosel løber ind i Rhinen) ligger et par hundrede meter fra skibet.

Dag 5. Køln
Både morgenmaden og frokosten nydes på skibet, mens det smukke landskab glider forbi. Tidligt på eftermiddagen ankommer vi til Køln. Vi går i land og følger rejselederen på en byvandring, hvor vi blandt andet besøger byens berømte katedral. Den smukke Kölner Dom er byens vartegn og kirken slap mirakuløst næsten uskadt fra de allieredes bombardementer under 2. verdenskrig. Der bliver selvfølgelig tid til at shoppe eller slukke tørsten med et friskskænket glas Kølsch i en af byens ølstuer. Middagen spiser vi ombord, og bagefter fortsætter vi i loungebaren, hvor der er mulighed for at få rørt benene, når skibets musiker spiller op til dans.

Dag 6. Arnhem

Der afgang med bus på udflugt til The Airborne Museum i Oosterbeek, der ligger en halv times kørsel fra centrum, hvor M/S Leonora er lagt til. Det tidligere Hotel Hartenstein i Oosterbeek fungerede som hovedkvarter for The British 1st Airborne Division, der spillede en afgørende rolle i Slaget ved Arnhem. Hartenstein Museum er et enestående museum, der på fantastisk vis fortæller historien om et af de mest berømte slag i slutningen af 2. verdenskrig.

 

Byen Arnhem vil for altid være forbundet med et af de mest berømte slag under Anden Verdenskrig - nemlig Slaget ved Arnhem, der fandt sted den 17. og 18. september 1944.

 

Planen, der var udtænkt af engelske General Montgomery, fik navnet Operation Market Garden, og den gik ud på, at mere end 10.000 faldskærmssoldater skulle lande bag fjendens linier på markerne ved Oosterbeek - vest for Arnhem.

Efterfølgende skulle faldskærmssoldaterne rykke frem mod Arnhem og indtage broen over Nederrijn og holde den, indtil der kom forstærkning fra de amerikanske og polske tropper fra syd.

 

Montgomery forventede, at dette overraskelsesangreb vil forvirre og splitte de tyske tropper, men Operation Market Garden gik fuldstændig galt. Mellem 17. og 18. september faldt en så tæt tåge over Arnhem, at det var umuligt for de amerikanske og polske tropper at nå frem.

 

Efter 9 dages kamp var mere end 2000 soldater dræbt og mere end 5000 sårede eller efterladt i den ødelagte by.

De allierede nåede aldrig frem, og i vinteren 1944-45 oplevede hollænderne en katastrofal krigsvinter, hvor tusinder døde af kulde og hungersnød. Arnhem blev befriet den 8. april 1945.

 I dag er der ingen anden by i Holland, der fejrer befrielsesdagen (5. maj) med så stort festivitas, som Arnhem.

På det tidligere Hotel Hartenstein i Oosterbeek, som var hovedkvarter for Operation Market Garden, er der i dag indrettet det mest fantastiske museum, der fortæller hele historien. Ikke langt fra Hartenstein ligger begravelsespladsen, Airborne Kerkhof. Her hviler 1.667 engelske og 79 polske soldater, som faldt under Slaget ved Arnhem.

Efter besøget på Hartenstein Museum er der afsat til et besøg i selve Arnhem. Arnhem er en hyggelig lille by med omkring 150.000 indbyggere. Byen har en spændende og lang gågade med mange dejlige butikker.

Dag 7. Amsterdam
Vi ser i dag nærmere på Amsterdam. Byen er gennemskåret af kanaler på kryds og tværs, og det giver den sin helt egen karakter og charme. Den bedste måde at opleve Amsterdam på er til vands. Derfor inviterer vi på en times kanalrundfart, hvor du kan nyde havnen, opleve de snævre kanaler og se de mange smukke gavlhuse. Nogle af husene er meget smalle, da det før i tiden var almindeligt, at ejendomsskatten blev fastsat i henhold til husets bredde ud mod kanalen. Tilbage på MS Leonora hygger vi os med frokost, mens vi sejler mod Køln. Nyd resten af eftermiddagen på skibets soldæk, eller slap af i den hyggelige lounge. Middagen nyder vi ombord, og efterfølgende får vi kaffen serveret i loungen, hvor skibets musiker spiller op til dans.

Dag 8. Hjemrejse
Dagen for hjemrejsen fra et uforglemmeligt krydstogt oprinder og det er nu på tide at tage afsked med skibet og besætningen ombord. 7 destinationer er undervejs blevet endevendt og turen går nu hjemad mod Danmark.

bottom of page